13 aug

Alene med min computer på en sandstrand var ikke drømmejobbet alligevel

Kristoffer FønsPå trods af at de fleste reagerer med et “Wow, kan man leve af det?” og “Det er jo drømmen!“, når jeg fortæller, hvad jeg arbejder med, så søger jeg nye udfordringer.

Jeg driver en rejseblog, der giver mig en månedlig (mere eller mindre passiv) indkomst på niveau med flere af mine universitetsuddannede venner og jeg har mit eget rejsebureau, der får gode anmeldelser og i årets to første måneder omsatte for over 400.000 kr uden at bruge en krone på markedsføring. 

Så selvom jeg har opfyldt mange af de drømme jeg gik med, da jeg i 2011 for første gang blev selvstændig, så er jeg ikke glad i min professionelle hverdag.

Det er ikke nemt at indrømme, at det jeg gik og drømte om i mange år faktisk viste sig ikke at være så glamourøst som først antaget, men det er faktum, at jeg er dødtræt af at sidde alene foran min computer hver dag – uden nogen at dele de store sejre, nederlag og diverse trivielle småting med.

Derfor søger jeg nye udfordringer.

Jeg har tænkt meget over formuleringen og kan simpelthen ikke komme det nærmere – nye udfordringer.

De kunne både komme i form af et nyt projekt, men også sagtens via et deltids- eller fuldtidsjob. Jeg vil gerne blive en del af et team, så det er velsagtens primært de to sidstnævnte muligheder, som er de mest interessante, men jeg holder alle døre åbne, hvorfor jeg heller ikke vil låse mig fast på en branche eller stilling.

Jeg har da heller ikke en uddannelse, der låser mig til kun at kunne arbejde i en bestemt stilling. Til gengæld har jeg 8 års erfaring fra et arbejdsliv, der har bevæget sig omkring online marketing og rejsebranchen.

Hvad kan jeg?

LinkedIn gør et glimrende stykke arbejde, når det kommer til at vise, hvad jeg har foretaget mig i mit arbejdsliv, så tag gerne et kig på min profil her.

Min karrierevej har været meget speciel, hvilket gør, at jeg har opbygget kompetencer på flere forskellige områder.

Jeg ved f.eks. præcis, hvad der skal til for at skaffe besøgende fra Google (et godt tip er bl.a. at indlejre videoer – endnu bedre, hvis det er ens egne videoer) og jeg er god til at skrive blogindlæg, men jeg er også ekspert i rejser til Storbritannien og kan nævne den nemmeste vej fra Luton Airport til de mest populære hoteller i London i søvne.

Jeg har skrevet tekster til flere af Danmarks største brands, arbejdet med SEO for store spillere på det internationale rejsemarked og jeg har skræddersyet skolerejser til London samt været guide for et gymnastikhold i Edinburgh.

Så mit CV ligner de færrestes og jeg er nu klar til at tilføje næste udfordring.

Send mig gerne en mail på kf(a)kristofferfons.dk, hvis vi skal snuppe en kop kaffe.